Processorer ( 11 )
Grafikkort ( 45 )
Software ( 11 )
Ram ( 1 )
Harddisk ( 2 )
Andet ( 9 )
Alle ( 79 )
Grafikkort i November 2011 (Nicki (GWiZ)) kl. 06:09, 12-11-2011

Edb-Tidende lukket på ubestemt tid (mads) kl. 07:49, 13-08-2010

Tylersburg & Bloomfield - Nej det er ikke et Advokatfirma! (Erik Winther) kl. 02:50, 11-07-2009

Ny server, nye problemer (Nicki (GWiZ)) kl. 11:30, 20-10-2008

Diablo III annonceret (Clintin) kl. 21:46, 30-07-2008

Nvidia frigiver Geforce GTX 280/260 (Steffan) kl. 22:32, 27-07-2008

Anmeldelse af Crysis (EG) kl. 00:45, 14-07-2008

Zepto lancerer Nox-serien (Kufad) kl. 18:05, 03-07-2008

DirectX 11 inkluderer Raytracing (MIck) kl. 12:30, 24-06-2008

Opera 9.5 frigivet (Kufad) kl. 11:32, 13-06-2008

Anmeldelse af First Encounter Assault Recon - F.E.A.R.

Skrevet af Freelance, 11. december 2005.

Fear. Fear attracts the fearful. Fear is the mind-killer. Fear is the little-death that brings total obliteration. Mmmm, man kan godt forstå, at Monolith har valgt navnet F.E.A.R. til deres nyeste spil. Fear er blevet hyldet af mange kritikere til muligvis årets spil, og da både Steffan og jeg er sløve og elendige, har Rasmus (alias kQleskabsindianer) taget det på sine skuldre at anmelde spillet. Jeg siger mange tak til ham for at tage sig tid til det, og jeg håber at I vil nyde anmeldelsen så meget som jeg. Ordet er dit, Rasmus.- Nicki

INTRODUKTION

F.E.A.R er et fps spil udviklet af Monolith, som tidligere har stået bag Blood serien og No One Lives Forever. Spillet er meget voldeligt, og henvender sig generelt til det voksne publikum. Det skulle efter sigende være en ret skræmmende oplevelse, og som stor fan af denne type gameplay har jeg påtaget mig opgaven at kigge lidt nærmere på det. Da historien er i højsædet i dette spil, vil jeg kun fokusere på indledningen, så jeg ikke afslører vigtige dele - det skal I have lov til at opleve på egen hånd.

Boksen

F.E.A.R er en forkortelse for First Encounter Assault Recon, som er en gruppe af specialtrænede soldater hvis mission er, at være de første på pletten ved paranormale begivenheder. Du spiller det nyeste medlem på holdet, og du bliver man som del af gruppen sendt i aktion i en forladt bygning for at hindre "situationen" i at brede sig. Situationen omhandler en tidligere kommandør ved navn Paxton Fettel som er blevet vanvittig og med en deling klonsoldaters hjælp, raserer han en unavngivet by. Det primære mål er, selvfølgelig, at neutralisere Paxton, og efter den obligatoriske briefing bliver man sendt direkte afsted på sin første mission.


Citat Paxton Fettel: "They all deserved to die..."

Din mission er ganske simpel: det drejer sig helt enkelt om at opspore Paxton Fettel og slå ham ihjel. Hans tropper er som tidligere nævnt kloner, og Paxton bliver slået ihjel deaktiveres de, og dette er naturligvis dit mål. Alt er som vi har set det før; du bliver kørt til en gyde hvor du bliver sat af, og inden længe møder du en af dine holdkammerater og i hans selskab begiver du dig videre. Alt lader til at være i orden, og bygningen virker forladt. Du kigger sig lidt omkring, indtil...


Første indikation af at noget ikke er som det skal være - her lykkedes det mig at fange et billede af et af de meget korte, men foruroligende syn du, som spiller, får.

... du pludseligt begynder at se syner og høre ondskabsfuld hvisken, og man får straks fornemmelsen at der stikker mere under end "bare" en hær af militære kloner.

Din holdkammerat opløses til en sky af aske for øjnene af dig, og panikslagen løber du videre - blot for pludselig at stå i samme rum du øjeblikke forinden løb ud af. Nu sidder der et lig i en stol, og føromtalte holdkammerat står overrasket og kigger på dig - "Already back?".

Efter denne episode begiver man sig igen ud i sin jagt på Paxton, som gang på gang undslipper dig og resten af din enhed. Efter en smule kamp mod fjentlige soldater får du en ny mission fra dine overordnede, som mener at have sporet Paxton til et forladt varehus. Du begiver dig sammen med 3 andre soldater til lokationen, hvor du bliver mødt af en venlig, men låst, port. Her gælder det om at finde kontakten, der åbner porten så du og dit hold kan slippe igennem. Inden længe har du selvfølgelig fundet kontakten, og på vej tilbage mod holdet sker der mærkværdige ting omkring dig. Et lysstofrør begynder at blinke, alt foregår i slowmotion, og dit hold begynder at skrige hysterisk over radioen. Du løber gennem den mørke gård, tilbage til lågen, igennem den, og bliver mødt af en lille filmisk scene og dette grufulde syn.


De sørgelige rester af en af dine holdkammerater. Bemærk sløringseffekten som er ret godt udført og brugt mange gange i løbet spillet - både i cutscenes og i det reelle gameplay.

Du finder de jordiske rester af dit hold - 3 skeletter liggende i en stor blodpøl, og du er selvfølgelig nødsaget til at fortsætte din mission alene (Hvem er overrasket nu? :-) ). Her starter spillets actionside for alvor, da fjendtlige soldater vælter frem fra alle sider. Du kæmper dig frem og hvis du er til denne genre, vil du straks føle dig hjemme. En vital del af kampene i spillet, er hovedpersonens reaktionsevne som ifølge ens overordnede er "off the charts". Dette opleves som "bullettime", som vi kender det fra Max Payne serien.


Bullettime er tilbage, synet sløres og man får en ret unfair fordel overfor sine modstandere - de bevæger sig i slowmotion, og er dermed meget lette mål.

Efter en del skyderi og hyppig brug af bullettime, når du igen frem til en mindre actionpræget del af spillet. Du slipper ind i varehuset og inden længe sker der sære ting igen. Af uforklarlige årsager begynder lyset igen at blinke i takt med en elektrisk knasen, der minder om det vi i lægmands tale kalder "huller i strømmen". Paranoid af den atmosfæriske hvisken og en nagende, ubeskrivelig brummen, leder du efter en udvej, og finder en stige som du klatrer ned af. Stigen fører til en mørk tunnel, som selvfølgelig er vejen frem. Du tænder din lommelygte og begiver dig tøvende videre mod enden af tunellen. Pludselig hører du, som i en ægte gyser B-film et violinstrøg, og der løber en lille skikkelse forbi lommelygtens skær for enden af tunellen.


En lille pige løber i bedste "The Ring" stil, forbi dig. Hovedpersonen begynder at trække vejret tungt som om han er bange, og du begiver dig nervøst videre for at kigge rundt om hjørnet.


Her vælger jeg at stoppe min beskrivelse af historiens indledning i spillet. Jeg kan fortælle at historien følger spilleren som en rød tråd hele vejen igennem spillet, og synet i tunellen var ikke spillets eneste møde med den lille mørkhårede pige - kaldet Alma. Handlingen er generelt af fremragende kvalitet og den formåede at holde mig fanget fra start til slut. Der er mange overraskelser, mange cutscenes, en hel del skumle scener, samt en tilpas mængde ledetråde, der skal hjælpe dig videre i spillet. Gameplayet er lineært opbygget og der er ikke de store muligheder for selv at påvirke historien, hvilket efter min overbevisning, ikke er nødvendigt, så længe indholdet er af tilpas høj kvalitet. De mange besynderlige episoder gør en paranoid og vågen, hvilket betyder at nerverne sidder uden på huden - alligevel formår F.E.A.R at overraske spilleren i tide og utide.

Vi viser nogle flere screenshots for at understrege den flotte grafik.


Eksempel på skudhul i en væg. Næsten alt du skyder på i F.E.A.R sender støv og partikler ud i omgivelserne.


"Serious Alma, the second encounter"


Væsker i spillet er intet mindre end fremragende udført, og udover de flotte reflektioner i overfladen reagerer vandet nu også når du bevæger dig i det. Bemærk de små bølger der bevæger sig mod siden efter jeg har skudt i vandet. Noget jeg virkeligt savnede i Far Cry og Half-Life 2.

Som Rasmus nævner i billedet ovenfor, så er vandet i F.E.A.R. fremragende. En meget vigtig, men ofte overset detalje er, at F.E.A.R. er det første FPS-spil hvor spillerens krop er programmeret ind i spillet. Dette udmønter sig i vandeffekter, og at man faktisk kan sparke til modstanderne. Prøv at hoppe og sparke samtidigt, så ryger fjenden rundt. :-) - Nicki


Ok indrømmet, jeg blev forskrækket!

HARDWAREKRAV

MINIMUMSKRAV:
CPU: Pentium 4 1,7GHz eller tilsvarende.
RAM: 512MB RAM.
LYDKORT: 100% Directx 9.0C kompatibelt lydkort (16bit) .
GRAFIKKORT: 64MB nVidia Geforce4 Ti eller bedre, ATi Radeon 9000 eller bedre.
STYRESYSTEM: Windows 2000 eller XP/XP64 med Directx 9,0C.
HARDDISK: 5,0GB ledig plads.

ANBEFALET HARDWARE:
CPU: Pentium 4 3 GHz eller tilsvarende.
RAM: 1024MB RAM.
LYDKORT: 100% Directx 9.0C kompatibelt lydkort (16bit).
GRAFIKKORT: ATi Radeon 9600XT eller bedre, nVidia Geforce 5900XT - for rimeligt flydende spilafvikling på bekostning af detaljegrad og opløsning.

JEG/VI ANBEFALER:
CPU: Pentium 4 3 GHz eller AthlonXP 3000+, men gerne mere.
RAM: 1024MB eller mere.
GRAFIKKORT: Så hurtigt som muligt. Minimum Radeon 9800pro/Geforce 6600 for 800x600 uden FSAA. Geforce 6800/Radeon X800 for 1024x768 til 1280x1024 uden FSAA. Formentlig Geforce 7800 eller Radeon X1800 for 1600x1200 for maksimalt detaljeniveau uden FSAA. SLI / Crossfire konfigurationer vil være at foretrække for 1600x1200 4xAA med maksimalt detaljeniveau.
LYDKORT: Directx 9.0C kompatibelt lydkort (16bit). EAX2.0 kompatibelt.


SAMLET VURDERING

Grafik = 95 % (11 tal)
Monolith har endelig udskiftet den efterhånden aldrende Lithtech engine, som har lagt grunden for deres spil i årevis. De har selv udviklet den nye engine fra bunden, og rent teknisk set er den fuldt ud på højde med diverse konkurrenters. (Jeg vil mene den er mere avanceret end Half-Life 2 motoren, og på visse punkter også mere end Doom 3 motoren. - Nicki. Den understøtter diverse avancerede Directx 9 effekter hvilket hele tiden kommer til udtryk imens man spiller. Grafikken er absolut fremragende og lever fuldt op til de forventninger jeg dannede mig ud fra de screenshots og andre anmeldelser jeg har været igennem. Man kan i kampens hede skyde store stykker væg af, mens gnisterne fra projektiler der rammer vægge og døre hvirvler omkring dit hovede. Dette resulterer i de mest dramatiske og intense kampe jeg har oplevet i noget computerspil, alt i alt meget imponerende.

Jeg er fuldt ud enig i denne beskrivelse, og jeg tror endda at jeg ville give F.E.A.R. 98 % i grafik, så det fik et 13-tal. - Nicki

Lyd = 90 % (10 tal)
Med hensyn til lyden er der ikke mange indstillingsmuligheder i spillet, enten spiller man med EAX2.0 og hardware mixing eller gør man ikke. Jeg spillede med alt slået til og oplevede lyden som rigtig god. De skumle atmosfæriske lyde er med til at øge spændingen, alt imens stemningsmusikken sætter prikken over i'et. Monolith leverer varen med et meget stemningsfyldt og velovervejet lydbillede, der ikke blot resulterer i en presset spænding, men også bruges som et magtfuldt værktøj i kampe. Man er med det rette lydhardware i stand til at høre præcist hvor fjenden nærmer sig fra, hvilket jeg som inkarneret Counterstrike spiller nyder til fulde. Det eneste jeg har at udsætte på lyden er de til tider lidt tamme våbenlyde. Jeg syntes simpelthen godt der kunne have været noget mere "kick" i lyden når man skyder med et af de større geværer.

Endnu en gang enig, jeg vil dog lige tilføje at der også er EAX Advanced HD, som giver lidt forbedret lyd hvis man har Audigy eller Xi-Fi. -Nicki

Gameplay = 85 % (9 tal)
Jeg har valgt at give spillet 85 % i gameplay, men her skal det lige siges at det kun tog mig omkring 12 timer at gennemføre spillet på næsthårdeste sværhedsgrad. Jeg følte mig på ingen måde skuffet efter at have gennemført det, men genspilbarheden er ikke umiddelbart særligt god. Når man gennemfører det anden gang ved man hvornår man bliver forskrækket, og det fjerner desværre en del af "wow-effekten". Jeg syntes ikke der er nok variation i banerne, og kontorbygninger og forladte fabrikker er der måske lidt for meget af. Kampene derimod bliver jeg aldrig træt af, fjendernes AI er utrolig god - og selvom jeg ikke er meget for at indrømme lykkedes det faktisk de fjendtlige soldater at snyde mig flere gange. De dækker hinanden, gemmer sig bag kasser og bruger banens opbygning til taktiske angreb. Gemmer man sig eksempelvis bag en kasse eller lignende kan man roligt regne med at fjenden smider granater efter en, og er det ikke for at skade spilleren er det for at lokke en frem fra sit skjul.

Udover de fede kampscener indeholder gameplayet en del uhygge, men i stedet for monstre der springer ud i hovedet på en som i f.eks. Doom 3, leges der meget med det psykiske i F.E.A.R., og dette er efter min mening et rigtigt godt tiltag i genren. Dog kunne jeg til tider ønske at der var mere af denne uhygge, da en stor del af spillet går over i ren action. De forskrækkelser man får er gode, og man skal ikke regne med at blive siddende i stolen igennem hele spillet. Jeg anbefaler at F.E.A.R. spilles i et mørkt rum med monitoren som eneste lyskilde, da det næsten er lige så mørkt som Doom 3.

Multiplayer er et kapitel for sig selv som jeg ikke vil komme ret meget ind på. Deathmatch, Team Deathmatch og Capture the Flag er inkluderet, og alt er ved det gamle. Dog foregår alle skudkampe på samme lige så hektiske måde som i singleplayer delen, med gnister, stykker af vægge, tønder og røg der vælter omkring en. Hvis man er til disse typer multiplayer er der helt sikkert mere at hente i F.E.A.R., og spiloplevelsen forlænges betragteligt. Alt i alt en fin multiplayerdel, jeg savner bare lidt nytænkning.

Jeg mener at 85 % er en meget hård dom. Jeg tror jeg ville give spillet mellem 90-95 %, da jeg synes de mange detaljer, grafik, AI, den generelle følelse af kampene og den meget uhyggelige, øh, uhygge, der kribler én ned af ryggen giver et meget helstøbt produkt, som fungerer på alle niveauer. Jeg mener at spillet er mindst ligeså helstøbt som Half-Life 2 var, og dette siger en masse. Jeg har ikke en eneste ting at brokke mig over i dette spil. - Nicki

Teknisk = 95 % (11 tal)
Rent teknisk er dette spil længere fremme end alt andet jeg hidtil har oplevet. Grafikken er sublim, lydsiden er flot, fysikken er god, og generelt må man konkludere at den nye engine i den grad bare leverer varen. Af understøttede grafiske effekter kan jeg bl.a. nævne avancerede pixelshaders, megen brug af bumpmapping og normalmapping, høje teksturopløsninger, et rigtig fedt partikelsystem og soft shadows. Efter dette kommer et godt fysiksystem og understøttelse af diverse avancerede EAX effekter. Alt dette er dog ikke uden pris, idet at hardwarekravene er meget høje - og vil man anvende maksimalt detaljeniveau skal man regne med at punge ud for diverse high-end dele til sin computer. Spillet skalerer dog detaljegraden meget flot selvom man sidder med et mindre kraftigt system, og man burde uden problemer kunne spille det på Monolith's egne anbefalinger med hensyn til systemkrav. Høje systemkrav skal dog ikke afholde mig fra at give spillet en høj teknisk karakter - 95 %. Generelt skal det siges at en stor del af F.E.A.R.s værdier bygger på den tekniske side af spillet, og jeg kan dermed ikke garantere at oplevelsen vil være lige så god med yderligere reduceret detaljeniveau.
Jeg var selv nødsaget til at gå på kompromis for at opnå en tilnærmelsesvist flydende spiloplevelse, og jeg tror absolut ikke at et kort fra 7800/X1800 serien er overkill i dette tilfælde.

Helt enig. - Nicki

Overall = 92 % (10 tal)
Jeg har ventet længe på F.E.A.R., og var egentlig lidt bange for at hypen omkring spillet havde givet mig for høje forventninger til det egentlige indhold. Dette må jeg dog erkende IKKE er tilfældet. Det er længe siden jeg har været så opslugt af et spil, og ikke engang Half-Life 2 har været i stand til at stjæle min opmærksomhed siden F.E.A.R blev installeret. Jeg vælger at give spillet en overall karakter på 92 %, sammen med mine varmeste anbefalinger til fans af genren. Er du til action og gys? Syntes du ligesom mig der var for lidt vold i Half-Life 2 og for lidt gameplay i Doom 3? Så er underholdningen inden for rækkevidde - jeg tør dog ikke anbefale spillet til mennesker med svagt hjerte eller lav tolerence for vold, men den type af mennesker er nok heller ikke målgruppen.


F.E.A.R. kan købes her:
http://www.spilpriser.dk/Listprices.asp?ID=122992

For mere information om F.E.A.R. kan jeg anbefale hjemmesiden Whatisfear.com

F.E.A.R. blev testet og vurderet på følgende hardware:
CPU: Athlon64 (Winchester) 3500+ @ ~2600 MHz.
BUNDKORT: Abit AV8 3rd eye - K8T800PRO (AGP) med nyeste Hyperion 4-in-1 drivere.
GRAFIKKORT: ASUS V9999GE Geforce 6800 256MB (16PS/6VS @ 420/1080) nVidia Forceware 81,89 WHQL
RAM: 2 x 512MB Corsair PC3200 - DDR400 (2.5 - 3 - 3 - 6)
LYDKORT: Creative Sound Blaster Audigy 4
HEADSET: Zalman Theatre 5,1.
MONITOR: Samsung Syncmaster 959NF.
STYRESYSTEM: Windows XP Professional med Service Pack 2 og Directx 9,0C.

Jeg oplevede en gennemsnitlig billedrate på omkring 45 fps i 1024x768 med maksimalt detaljeniveau, uden FSAA og softshadows. Ingen tegn på ustabilitet observeret.

F.E.A.R. Singleplayer demo kan hentes her

F.E.A.R. Multiplayer demo kan hentes her


Jeg slutter af med et par stemningsbilleder.

Team deathmatch :)


Eksempel på et rum lige efter en heftig ildkamp.


Så skræmmende er hun da heller ikke, eller..?


Bullettime er et ganske effektivt stykke værktøj i F.E.A.R




Tak til Rasmus for at skrive denne glimrende anmeldelse. Som i hans forrige artikel vil jeg lige berøre et emne han udelod, nemlig tweaks.

I første omgang vil jeg dog bare henvise til Tweakguides' F.E.A.R. guide, og samtidig anbefale at man henter den nyeste patch til spillet, som kan findes Vivendis ftp-server (120 MB!).
Jeg vil senere opdatere artiklen med et udførligt tweakafsnit. - Nicki



Kommentarer
Skriv kommentar

Something....?? - ( #200512111117 )
Skrevet 11-12-2005 Kl. 11:17
God artikel:-D Jeg var ved at blive bange for at i havde forladt os alle:-P Det er godt der stadig er liv herinde.
Keep up the good work...

Thomas L - ( #200512111205 )
Skrevet 11-12-2005 Kl. 12:05
Hmm...Jeg er faktisk ikke særlig enig.

85% i gameplay?! - Hvad sker der her?! Efter min mening har det spil da sikkert mindst 95% gameplay og så skal den trækkes 11% ned bare fordi at spillet "kun" vare 12 timer?!
Du skriver selv at du bliver meget opslugt af spillet...

Ja, AI'en er super og den psysiske ughygge er fremragende, selvom den godt kunne være der, bare lidt mere.
Alle de sublime lydefkter = mums!

Fysikken er det bedste jeg nogensinde har set i et PC-spil, mens selve grafikken er avancerede og meget flot.
(Serious Sam 2 og F.E.A.R. adskiller sig meget der, selvom SS2 faktisk er lidt mere detaljeret mht. polygoner og synsdistance, bare på sin egen tegneserie-stil :D)

Jah, så må der da laves en kategori der hedder: "Værdi" hvor man kan bedømme hvor meget spilletid man får for pengene!

Her er min mening:
Gameplay: 96%
Grafik: 98%
Lyd: 94%

Jeg synes da også at banerne er rimelig ensformige, men stadig også rimelig varierende (selvom det næsten kun er indendørs-baner). Jeg mener de omgivelser man befinder sig i, ændre sig hele tiden: Formene, gulvene, væggene osv. (m.m) og man er jo også en del udenfor i kulden.

Ellers en meget god og velskrevet artikel. :-)

sharps - ( #200512111445 )
Skrevet 11-12-2005 Kl. 14:45
Syntes i burde have skrevet noget om ydelsen. Har tidligere læst at FEAR yder 3x dårligere end HL2 og 2x dårligere end Doom3. Syntes sku ikke det er acceptabelt at man skal købe helt ny comp for at køre spillet, bare fordi at producenter ikke giver sig tid til at lave enginen ordentligt.

Udover det, god anmeldelse =)

teamet - ( #200512111452 )
Skrevet 11-12-2005 Kl. 14:52
Thomas: Nu skal du også passe lidt på.. Der skal jo også være plads til et discideret perfekt spil i skalaen. Som du kan se, er der også blevet givet et 10-tal, som er en meget pæn karakter. (Men 85% er vel nærmere et 9 tal?)

Men utrolig fedt du gad skrive denne anmeldelse køler :-)

Steffan - ( #200512111456 )
Skrevet 11-12-2005 Kl. 14:56
Teamet: Vi bruger en lidt anderledes skala.

Point Karakter (skole-korrekt)
100 % - 13
97 - 99 % - 11
91 - 96 % - 10
81 - 90 % - 9
71 - 80 % - 8
61 - 70 % - 7
51 - 60 % - 6
31 - 50 % - 05
11 - 30 % - 03
0 - 10 % - 00

Den vi bruger:

98 - 100% - 13
95 - 97% - 11
88 - 94% - 10
83 - 87% - 9
75 - 82% - 8
66 - 74% - 7
50 - 65% - 6
30 - 49% - 05
15 - 29% - 03
0 - 14% - 00

Du har dog ret i, at 85% er nærmere et 9-tal.

Nicki (GWiZ) - ( #200512111705 )
Skrevet 11-12-2005 Kl. 17:05
Heh, som Steffan skriver så ER 85 % et 9-tal. Det opdaterer jeg lige. :-)

En anden ting jeg vil bemærke om F.E.A.R. er den rigtig gode måde de renderer vandoverflader på. Som jeg bemærkede i PhysX artiklen, så gør de fleste spil det med en flad overflade, en gennemsigtig tekstur og en pixelshader. I FEAR er overfladen sammensat af mang små dele, som kan bevæge sig ifht. hinanden. Dette gør at der er reel bevægelse i vandet, hvilket jeg er meget imponeret over. Det er meget tydeligt når man kigger hvor vandet ligger op ad en væg.

Sharps:
Nu skal du differentiere mellem grunde til spil kræver meget. Et spil som GTA kræver meget fordi det er dårligt programmeret, FEAR kræver meget fordi det KAN meget. :-)
En ting jeg vil anbefale du slår fra er volumetric lighting. Det kræver enormt.

kQleskabsindianer - ( #200512111818 )
Skrevet 11-12-2005 Kl. 18:18
Grundlaget for den "lave" gameplaykarakter er simpelthen manglen på afveksling i miljøerne. Jeg spillede det hele igennem på 2 dage, og begyndte at kede mig lidt over de ens miljøer. Hvis jeg havde spillet en time om dagen i en uge havde det måske været anderledes.

Husk på at det er min personlige vurdering af gameplayet. Vi er ikke ens, og jeg er ikke i tvivl om at andre ville give F.E.A.R meget højere karakterer - Jeg forholder mig nok mere kritisk end gennemsnittet, det skal dog stadig ikke afholde mig fra at anbefale spillet til ALLE der kan lide genren.

Niels - ( #200512112120 )
Skrevet 11-12-2005 Kl. 21:20
Jeg må sige jeg var lidt skuffet over spillet, jeg syndes det var godt lavet, uhyggeligt stemning, godt gameplay, lyd, grafik,etc. Men spillet lægger lidt op til at man møder andre modstandere end menesker hele tiden, der syndes jeg godt de kunne have fundet på noget mere (og jeg tænker på mere end de spørgelser man møder), der er jeg fuldstændig ening med kQleskabsindianer, der mangler variation, spillet lægger jo op til noget overnaturligt, men det minder mere om swat. Plus at spillet er kort, hvis du kigger på storylinen. Personeligt ville jeg kun give gameplay 75%

Hamsterfactor - ( #200512120715 )
Skrevet 12-12-2005 Kl. 07:15
Fin anmeldelse kQleskabsindianer...

Personligt glæder jeg mig rigtig meget til dette spil. Der er en masse af det jeg elsker (God AI, fysik osv...).
Og så er der åbenbart også en af de ting, jeg hader mest, nemlig ensformighed.

Hamster(FEAR)factor
c,")

Sven - ( #200512121445 )
Skrevet 12-12-2005 Kl. 14:45
Jeg kan tilslutte mig anmeldelsen, og tilføje, at jeg har gennemspillet det på en AMD 4000+, 1Gb ram, 7800GTX Golden Sample (490/1340Mhz), Audigy 2 zx.

Med denne maskine er 1600x1200 uden for rækkevidde når man (som jeg) gerne vil have al øjeguffet slået til. Dette er IKKE en kritik af spillet, men en oplysning for, hvor meget spillet rent faktisk kan vise grafisk. Jeg har hørt rygter om (men INTET konkret desværre, anyone), at lyddelen med advanced EAX er enten dårligt programmeret, eller dårligt udnyttet, eller for kompliceret udnyttet til et Audigy 2 ZS, og at man vil få et ydelsesboost fra det nye X-Fi kort fra Creative, som er større end det boost man kan vinde i f.eks FarCry eller DOOM 3.

En anden ting anmeldelsen ikke nævner er, at på trods af kompliceret grafik/lyd, så er load-tiden for spillet og for de enkelte baner faktisk temmelig kort, hvilket gør det svært at finde tid til øl og/eller kaffepauser :-)

2 negative ting.
Jeg blev lidt træt af grå gange med kasser i. Dem er der for mange af.

Jeg kunne godt tænke mig lidt mere interaktivitet med andre personer (med- eller modstandere) som i f.eks DeusEX eller The Chronicle of Riddick. Selvom man har holdkammerater, kæmper man alene. Helt alene.

En meget stor ros til kQleskabsindianer for at beskrive starten af spillet, på en måde så man kommer i den rette stemning, men uden at afsløre vitale dele af historien. Prof. cut du har lavet der Rasmus!!!!!

Sand - ( #200512122021 )
Skrevet 12-12-2005 Kl. 20:21
Kanonartikel! Og et sejt spil, der dog kræver sin slæde af en PC hvis alt skal køre i max.

Nu véd jeg ikke hvilken aftale I har indbyrdes om eksterne skribenter, men jeg synes at artiklen har et temmelig irriterende moment, nemlig når en trediepart (læs: Nicki) kommenterer anmeldelsen løbende med sine enig/uenig-synspunkter. Efter min mening hører sådanne bemærkninger til i kommentarerne - alt andet er disrespekt for forfatteren!

Men respekt til Nicki og Steffan alligevel - der er uden tvivl lagt mange timer i at holde sitet kørende; og bliv endelig véd med det!

Sand

Nicki (GWiZ) - ( #200512122105 )
Skrevet 12-12-2005 Kl. 21:05
Sand:
Jo, jeg føler også at jeg gør det lidt for meget i karaktergivningen. Jeg gør det dog ganske klart når jeg bryder ind, så man ikke er i tvivl om hvad der er min mening og hvad der er kQleskabindianers.

I retrospekt skal jeg enten helt lade være eller kun sige noget når jeg har noget reelt at tilføje, såsom ved gameplay-karakteren. Under alle omstændigheder, vil jeg overveje hvad jeg gør næste gang der kommer en anmeldelse ind af brevsprækken. ;-)

Hamsterfactor - ( #200512130020 )
Skrevet 13-12-2005 Kl. 00:20
>> Sven.

Bare ganske kort. Hvis ikke DIN klods kan klare 1600*1200 (med eller uden øjeguf)????? Hvad H...... kan SÅ???? Hvad kørte du så spillet i????

(Jeg fatter det stadig ikke Nicki??? Altså softwarekrav kontra hardwareydelse).

HamsterDOHfactor
c,")

kQleskabsindianer - ( #200512130832 )
Skrevet 13-12-2005 Kl. 08:32
En lille nysgerrighed..

#Sven
" Med denne maskine er 1600x1200 uden for rækkevidde når man (som jeg) gerne vil have al øjeguffet slået til."

Hvis du deaktiverer softshadows, og ellers bibeholder alt øjenguffet - Er FEAR så tilnærmelsvist spilbart 1600x1200 4xAA?

Steffan - ( #200512130838 )
Skrevet 13-12-2005 Kl. 08:38
Hamsterfactor
"Hvis ikke DIN klods kan klare 1600*1200 (med eller uden øjeguf)?

Svaret er jo lige for øjnene af dig.

 Sven
 Med denne maskine er 1600x1200 uden for rækkevidde når man (som jeg) gerne vil  have al øjeguffet slået til.

Hamsterfactor
Hvad kan SÅ?

Muligvis intet endnu. Det tog også tid for hardwaren at følge med i farcry. En ting man dog skal huske, er, at Sven højst sandsynligt snakker om 1600x1200 med øjenguf i min. 85fps / 85mhz. Er man tilfreds med mindre, kan det sikkert godt lade sig gøre.

:-)

Steffan - ( #200512130845 )
Skrevet 13-12-2005 Kl. 08:45
Ej, så medens jeg sidder og fedter med at få indlægget til at se smukt ud, så svare du bare :/

sharps - ( #200512291456 )
Skrevet 29-12-2005 Kl. 14:56
Så blev jeg endelig færdig med spillet. Og efter at have gennemført det skal det siges at jeg er ret så uenig med jeres gameplay karakter. Bare det fantastisk indviklede historie (som jeg stadig ik helt har fattet) er nok til at trække den op på 90%. At der ikke er nogen genspilbarhed syntes jeg ikke bør være et minus, specielt når det nu er gyser genren. De fleste spil har ikke meget genspilbarhed faktisk.

Alt i alt ville jeg nok have givet 94% for en fantastisk spiloplevelse med en historie der tvinger en til at tænke, noget der er et sjældent syn i branchen.

theis ( Gæstebruger ) - ( #200604201051 )
Skrevet 20-04-2006 Kl. 10:51
det spil er bare så cool og sejt man skal bare pløkke på monstre og bombe dem med alt muligt lort

theis ( Gæstebruger ) - ( #200604201054 )
Skrevet 20-04-2006 Kl. 10:54
jeg vil gerne have det spil men det er så dyrt kan ikke sette det ned til 100kr så får i slog mange mere det gælder alle spil det er så dyre at der ingen der gider at købe dem så prisen lide ned så får i slogt mange flere det vil være en god ide hilsen theis nicklas buchardt finlandsvej lejer bo 784th vejle 7100

kQleskabsindianer ( Gæstebruge - ( #200604201153 )
Skrevet 20-04-2006 Kl. 11:53
# theis

Mhmm!? Der er ingen her der prøver på at sælge noget, prøv at se om du kan købe det brugt istedet?..

Nicki (GWiZ) - ( #200604201259 )
Skrevet 20-04-2006 Kl. 12:59
Hvis det var op til mig, var computerspil også meget billigere, så du prædiker til koret, Theis. :-)

KristianE - ( #200604201923 )
Skrevet 20-04-2006 Kl. 19:23
Jeg håber, at theis' indlæg viser, hvorfor det ville være rart at kunne ignorere alle gæstebrugeres indlæg. Han bidrager ikke med noget, og ødelægger / bryder den konstruktive debat op.

Lars Jensen ? ( Gæstebruger ) - ( #200604281925 )
Skrevet 28-04-2006 Kl. 19:25
Hej...

Tak, for en meget præcis beskrivelse.
Jeg synes virkelig spillet er enormt spooky, og afgjordt sjovere af spille midt om natten i et helt mørkt rum. (gerne på en gammel nedlagt farbrik ;) )
Er kun nået til bane 5bane, men har allerede været ved at dø af skræk flere gange... Ligesom da man(/jeg ihvertfald) sad og spillede Duke 3D Som 7årig, og aldrig kom videre fordi der kunne riskere af stå et vildsvin med en pumpgun på den anden side af døren... Det samme som 14årig med FEAR, jeg ka virterligt tage mig selv i at tøve med at gå rundt om næste hjørne, HVA NU VIS DEN ONDE PIGE STÅR DET ? Piv, piv...

Og får den effekt, synes jeg faktisk det ska trækkes op til et 11-tal... det er helt sikkert et spil i særklasse, Så vis folk derude ellers har en comp. der ka køre det, så KØB DET !

Lars Jensen ?

Lars Jensen ? ( Gæstebruger ) - ( #200604281930 )
Skrevet 28-04-2006 Kl. 19:30
Ska li tilføjes jeg kørte det på en:

3,8GHz Intel Pentium 4 Processor
2xnVidia 7800GTX Grafikkort
2x1Gb Kingston Hyper-x Ram
Og en Western Digital 10000rpm. harddisk...

Og kunne IKKE køre det i 1600x1200 på MAXIMUM i alt...

Snøft... :'(

AzzY ( Gæstebruger ) - ( #200605022312 )
Skrevet 02-05-2006 Kl. 23:12
uhh, kan ikke vente til jeg får penge til det! Det ser og lyder for fedt!

Dennis Tonsgaard ( Gæstebruger ) - ( #200605151540 )
Skrevet 15-05-2006 Kl. 15:40
Vil bare sige at det er et MEGA fedt spil F.E.A.R. ;)

min com er ikk li den bedste, men den kører det mega godt. fee spil opleveles.

Jeg ville gå F.E.A.R. karakteren ( 11 ) :)
er lige et spil for mig. og er også fedt i multiplayer...

Skriv kommentar
Vi har desværre måttet deaktivere vores gæstebrugerfunktionalitet midlertidigt pga. spam.
Vi håber at få det igang igen så snart vi får lavet en bedre løsning.
Indtil videre er man nødt til at registrere sig som bruger, for at lave kommentarer.

Tryk her for at registrere dig som bruger.

Tryk her for at vende tilbage til forsiden.
Valid HTML 4.01 Valid CSS 3
Copyright © Edb-Tidende 2004-2016
Du skal være logget ind for at kunne deltage i afstemningerne.
Klik her for at komme til login siden.